En BBR-meddelelse er en udskrift af de oplysninger, der er registreret i Bygnings- og Boligregisteret (BBR) hos kommunen for den pågældende ejendom.
I BBR fremgår bygningens identifikation, opførelsesår, beliggenhed, størrelse, tekniske forhold, indretning, installationer og anvendelse. Oplysningerne er baseret dels på ejerens indberetninger og dels på kommunens egne oplysninger.
BBR er en entydig registrering af alle bygninger, bolig- og erhvervsenheder samt eventuelle tekniske anlæg og tekniske enheder mv. og stiller data til rådighed for offentlige myndigheder, koncessionerede selskaber, personer og virksomheder.
Oplysningerne i BBR bruges blandt andet også ved optagelse af lån og ved forsikring af ejendommen.