Forsikringen dækker selve din bolig modsat en indboforsikring, som dækker indbo i boligen. Typisk dækker husforsikringen skader, der opstår i forbindelse med brand, storm, sne og frost og pludselige vandskader. Den dækker normalt også de skader, der kan opstå ved indbrud og hærværk på de ting, der er omfattet af husforsikringen. Fælles for dækningen er, at skaderne skal opstå pludseligt og uventet. Du får altså ingen dækning, hvis skaden fx skyldes lang tids manglende vedligeholdelse.
Når du køber hus – og højst sandsynligt i den forbindelse optager et realkreditlån, er det et krav fra dit realkreditinstitut, at du tegner en husforsikring herunder en brandforsikring, som gælder fra overtagelsesdagen, eller fra den dag, du får disposition over boligen.