Kommunen kan udpege dit hus som bevaringsværdigt, hvis det har nogle særlige arkitektoniske eller byggetekniske kvaliteter, som anses for bevaringsværdige, og som har en lokal eller regional betydning.
Det vurderes ikke alene, om huset er særligt gammelt eller smukt, men også om huset som helhed anses som unikt for sin tid eller hustype. Når et hus har status som et bevaringsværdigt hus, gælder det kun husets ydre såsom facade, sokkel eller fundament, vinduer, døre, tag, kviste og skorstene. Her kan der være nogle særlige konstruktioner, detaljer eller materialer, der er specielle eller unikke. Derfor skal du være opmærksom på, at der kan gælde særlige regler for, hvad du må udføre af ændringer på de ydre dele af dit hus. Det er kommunen, som fastsætter disse regler.
Er et hus derimod bygningsfredet, er det hele huset – ude som inde, der er fredet. I det tilfælde skal alle ændringer godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen.
I Slots- og Kulturstyrelsens database over fredede og bevaringsværdige bygninger (FBB) kan du søge på alle adresser i Danmark og se, om der er registreret en fredet eller bevaringsværdig bygning (2019).